Besøg på bostedet Bygbjerg (novelle)

Det var en kold og trist dag midt i september. Tunge grå skyer lå som et tæppe over den lille jyske by Hjortshøj. Et kedeligt vejr, der uden problemer kunne få alle i dårligt humør. Dette var dog ikke tilfældet på bostedet Bygbjerg, hvor dagens madansvarlige beboere stod i køkkenet og var i gang med aftensmaden, som denne dag stod på spaghetti med kødsovs. Bostedet Bygbjerg havde ligget i Hjortshøj i mange år og lå bag en stor rød port midt i byen. Det var et sted for botræning, hvor unge mellem 18 og 25 år kunne komme og få hjælp til at klare sig selv i egen lejlighed og på arbejdsmarkedet, erhvervsmæssigt såvel som socialt.

Der var en hyggelig stemning i det store fællesrum, hvor køkkenet lå. Det var et hjemligt rum, nærmest som en stue. Der hang billeder på væggene, der var blomster i vindueskarmene, der lå brætspil på hylderne, og der stod et lille fjernsyn ovre ved sofagrupperne i hjørnet af rummet. Køkkenet var akkurat stort nok til, at der kunne stå 4-5 personer sammen og lave mad, og det var præcis, hvad der var. Der var to, som gjorde grøntsagerne klar, to andre gjorde oksekødet klar, mens spaghettien kogte i gryden.

En pige var i gang med at dække bord. Det var Stinne, en stille, lidt genert pige. Stinne havde Aspergers-syndrom, og blandt andet derfor boede hun på bostedet for at få hjælp til at klare sig selv. Stinne havde boet på stedet i lige knap et år, og hun elskede det. Før hun flyttede ind på bostedet Bygbjerg, boede hun hjemme hos sine forældre i Skødstrup. Stinne var 19 år, havde langt lyst hår, et par store briller og gik tit med kjole. Stinne havde altid været en meget indadvendt pige, og var det vel i virkeligheden stadigvæk, men ikke på samme måde som lige da hun ankom på stedet. Hun havde fået et rigtig godt forhold til specielt én af pædagogerne på stedet, nemlig Lone.
Lone havde været på bostedet i 6 år og var uddannet pædagog. Hun kendte alle beboerne på stedet og var som en mor for de fleste af dem. Lone var altid varm, imødekommende, havde et smil på læben, tid til at snakke, hun var god til at vejlede og komme med råd. Lone og Stinne havde haft mange snakke om Stinne og hendes fritidsinteresser. Lone havde hjulpet Stinne og de andre beboere med en masse ting såsom madlavning, hvordan man vasker tøj, og generelt om hvordan man bor for sig selv.

Mens Stinne dækkede bord, stod to beboere og gjorde oksekødet klar. Den ene var drengen Lasse. Lasse var 18 år, havde et par tatoveringer på højre arm, var karseklippet, bar øreringe og gik tit rundt i sin Metallica-trøje. Han havde et lille ar på kinden fra et uheld på det skolehjem, han boede på, før han kom til Bygbjerg. Lasse havde ADHD, og derfor kunne han godt bruge noget vejledning og hjælp til at kunne klare sig selv. Lasse var ret ny på Bygbjerg, og havde kun boet der i omkring 2 uger.

Lasse stod med en anden beboer og gjorde oksekødet klar, da Stinne kom over og fortalte, at hun var færdig med at dække bord. Lasse kiggede lidt vredt på Stinne og udbrød: ”Okay, tillykke med det!”, hvorefter han arbejdede videre med oksekødet. Stinne kiggede lidt forskrækket på Lasse. Hun var ikke vant til at nogen snakkede så hårdt til hende. Lasse havde, mens madlavningen stod på, kigget en del hen imod Stinne med irritation i blikket. Det var dog ikke noget, Stinne havde lagt mærke til, da hun havde været optaget af at dække bordet så pænt som muligt.

Da maden var ved at være færdig, skulle alle beboerne samles ved middagsbordet. Pædagogen Susanne gik i gang med at samle de beboere, som ikke var i fællesrummet og fik dem på plads ved bordet. Susanne var en høj kvinde, med mørkt pagehår, øreringe og en mørkegrøn sweater. Hun var uddannet pædagog og havde været ansat på Bygbjerg i omkring 15 år. Når hun ikke havde med beboerne at gøre, opholdt hun sig mest på kontoret, som normalt stod åbent for alle, men døren var for det meste lukket, når Susanne sad derinde.

Da alle var samlet ved bordet blev der sagt ’værsgo’, og de gik alle i gang med at spise. De fleste ved bordet snakkede om, hvad de havde lavet i løbet af dagen. Én af beboerne snakkede løs om, hvad han havde lavet, og at han skulle i biografen den næste dag. Mens de fleste beboere sad og hyggede sig med snak og skål, sad Lasse stille i sine egne tanker og kiggede ned i tallerkenen. Susanne sagde til Lasse: ”Sæt dig lige ordentligt op Lasse.” Lasse rettede sig op og begyndte at skære i sin spaghetti. Den skærende lyd fra bestikket, der ramte tallerken, fik Stinne til at trampe stille og roligt i gulvet. Lasse bemærkede ingenting, mens Stinnes trampen i gulvet blev mere voldsom. De andre beboere stoppede for et kort øjeblik deres hyggesnak og kiggede spændt på Stinne. Stinnes fod begyndte at trampe så hårdt i gulvet, at det lød som om nogen bankede på døren. Pludselig udbrød Lasse: ”Stop nu med at trampe i gulvet, din åndsvage tøs!” Det fik alle beboerne til at kigge forstumme og kigge på Stinne, der var stoppet med at trampe i gulvet, og nu bare kiggede forskrækket på Lasse. ”Lasse! Sådan taler vi ikke her, vil du straks stoppe med at råbe sådan!”, råbte Susanne og pegede vredt på Lasse. ”Sådan opfører vi os ikke her på stedet!”. Lasse blev rød i hovedet og rejste sig vredt fra bordet og skyndte sig op i sin lejlighed på 1. sal. Lone kiggede på Susanne og rystede en smule på hovedet, mens hun fik ro på selskabet og så begyndte de at spise igen.

Efter aftensmaden gik Lone op til Lasse og tog sig en snak med ham. Lasse fortalte Lone, at han var ked af, at han havde reageret sådan, men at han som regel reagerede sådan, når han blev irriteret. Lone fortalte Lasse, at hun sagtens kunne forstå, hvorfor han kunne reagere sådan, men at han en anden gang nok bare burde være gået væk.

Efter at hun havde snakket med Lasse, gik Lone hen til døren ind til kontoret og bankede på. Hun hørte Susannes stemme sige ”kom ind!” og gik herefter ind på kontoret og lukkede døren efter sig. ”Jeg synes, lige vi skal tage en snak om episoden ved middagsbordet”, sagde Lone. ”Jeg må være ærlig og sige, at jeg var en smule uenig med den måde, du håndterede det på derude”, fortalte hun, mens Susanne kiggede lidt overrasket på hende. ”Hvad mener du dog med det Lone?”, spurgte Susanne. ”Jeg mener bare, at du kunne have håndteret det anderledes, end du gjorde. Jeg synes, du bør tage en snak med Lasse om det.” Susanne så meget forundret ud. Hun var ikke vant til at nogen betvivlede hendes handlinger. ”Jeg vil bare ikke tolerere sådan en opførsel ved middagsbordet, ja nogen steder”, sagde Susanne. ”Det er jeg godt klar over, Susanne, men Lasse var meget ked af den måde, du råbte af ham på,” forklarede Lone. ”Jeg synes, du skulle have reageret anderledes.”

Kære kollegaer :)

Her i institutionen har vi i samarbejde med skolen lavet en temauge om fortællinger og eventyr i uge 43. Målet med dette er at styrke børnenes sprog, gøre dem bedre bekendte med eventyrgenren, samt styrke børnenes selvtillid og relationer. Dette vil vi gøre ved at have forskellige værksteder til rådighed hvor der sættes fokus på det narrative, det motoriske og samarbejdet mellem børnene.
I de forskellige værksteder vil der være muligheder for at udtrykke sig på forskellige måder, så alle børnene får mulighed for at udfolde sig individuelt og i fællesskabet. De forskellige værksteder vil arbejde med:

•            De kreative værksteder

o   Musik og drama – Her kan børnene træne og udvikle motoriske og rytmiske evner.

o   Udklædning – Her kan børnene styrke fællesskabet ved at lave ”rollespil” sammen, så de bruger deres egen og hinandens fantasi.

o   Tegning og maling -

•           Historiefortællinger

Nyhedsbrev til foræderne i SFO farveladen  J

Kære forældre.

I uge 43 holder vi temauge i samarbejde med skolen, hvor temaet er fortællinger og eventyr. De første dage snakker vi om hvad eventyr er, samt læser nogle eventyr højt for hinanden. De sidste dage skal børnene lave deres eget eventyr, samt nogle overraskelser, som de skal fremvise om fredagen, hvor der vil være mulighed for at I kan komme og ser det fredag eftermiddag klokken 14-17.
I løbet af ugen vil der være forskellige værksteder hvor børnene fx kan arbejde med:

•         At tegne og male
•          Historiefortællinger
•          Udklædninger
•          Håndarbejde.
•          Musik og drama

Fredag eftermiddag mellem 14 og 17 vil der være mulighed for at I kan komme og se hvad børnene har lavet i løbet af ugen.

Mange hilsner Farveladen J

Perlerummet

Da jeg i min niende klasses praktik var i en børnehave var der hver dag afsat tid til at børnene kunne komme ind og lave perleplader i et bestemt rum. Hver dag sad en pædagog og hjalp børnene med at lave perlepladerne og stryge dem når de var færdige.
En af dagene blev det så min tur til at sidde i "perlerummet" sammen med børnene, og alt gik stille og roligt, mens børnene sad og arbejdede med hver deres perleplade, indtil en af de yngste piger kom ind og ville lave sin egen plade. Jeg hjalp hende selvfølgelig igang og prøvede at hjælpe hende med at finde mønster og farver til hendes plade.
Hun fandt dog hurtigt ud af at hun ikke var ligeså god til at lave perleplader som de andre børn, hvoraf de fleste var ældre end hende, og besluttede sig derfor for at ødelægge de andre børns plader. Efter hun havde ødelagt de andres plader fire-fem gange, ved at slå sin bamse ned i pladen så perlerne fløj ud til alle sider, prøvede jeg at snakke med hende og spørge om hun ville have hjælp til at lave sin egen plade, hvilket hun hurtigt afviste, hun mente godt selv at hun kunne klare det. Denne gang var hun heller ikke tilfreds med sin plade og begyndte igen at ødelægge de andres plader, så jeg igen måtte have fat i hende, og prøvede at motivere hende til at lave noget andet end perleplader, men hun ville absolut være i perlerummet da hendes storebror også var der. Jeg gav hende endnu en chance og satte hende igang med en ny plade, men igen var hun utilfreds og begyndte at ødelægge de andre børns plader, så jeg blev nødt til at bede hende om at gå ud af perlerummet og finde på noget andet at lave, så de andre kunne få fred til at lave deres perleplader færdige.

Vi har som gruppe fået til opgave at skrive en fortælling, om en pædagogisk oplevelse som vi har stiftet bekendtskab med.

Jeg har valgt at skrive en oplevelse fra mit tidligere arbejde. En institution for børn med svære
generelle indlæringsvanskeligheder.

Det var en ganske almindelig dag i en daginstitution/SFO, hvor vi var ude på boldbanerne og lege en masse forskellige lege, alt går super godt - alle hygger sig.

Men som der ofte sker, opstår der en konflikt mellem 2 af drengene, det udviklede sig hurtig til et voldsomt slagsmål, så jeg brød ind sammen med en kollega for, at skille dem fra hinanden. Den ene af drengene følte sig dybt uretfærdigt behandlet – i hans frustration, løb han op i klasselokalet hvor han har en fast base, som ligger på 1 sal.

I sin vrede kaster og smadre han mange af tingene inde i lokalet. Da vi kigger op på vinduet kan vi se han er ved at åbne det for at springe ud af det. Vi løber op i lokalet og får fat i ham, han er meget vred og begynder at slå og sparke, min kollega måtte ”lægge” sig på ham, til han falder til ro.

Da han er faldet til ro, tog vi en snak om hvorfor han var så vred. Vi fik snakket om det og han blev glad igen.

 

En fortælling om aflastningsbarn

I 2004 kom en usikker pige på 10 ind i mit liv, og et par weekender om måneden var hun min søster. Denne ”søster” kom fra en familie vidt forskelligt fra min egen. En mor uden overskud til børnene og en bror med ADHD som boede på skolehjem.
Siden pigen var ganske lille havde hun skulle klare sig selv, selv stå op, selv lave madpakke, selv gå ned til bussen og selv klare lektierne når hun kom hjem, ofte var det også hende som stod for at lave aftensmad. Som modsætning til mig var pigen dårlig i skolen, og havde svært ved alt hvor der indgik bøger. Som regel var det dejligt at hun kom, vi legede en del sammen, men noget der ramte mig hårdt og som jeg stadig tænker på er pigens manglende tro på voksne. Hun troede ikke på en aftale kunne holdes, og turde ikke håbe på det var sandt vi skulle i fx Djurs sommerland. Først når vi stod i indgangen turde hun begynde at tro på det og hun kunne slappe lidt af. Der gik rigtig lang tid før hun fik tillid til mine forældre, men tilliden kom og da hun ikke længere skulle være min ”søster” havde hun udviklet sig. I dag er det der var hendes store drøm dengang - nemlig at blive kassedame i Føtex næsten blevet opfyldt, hun arbejder nemlig i et Supermarked. Selvom hun ikke selv kan huske det var en drøm, så bliver man glad om hjertet når man ser hvor godt det går hende nu. Men at tænke tilbage på den pige der første gang trådte ind af døren skærer i hjertet. 

DKK fortælling - Skoen i toilettet

Jeg havde været pædagogmedhjælper i en SFO i 2 år og var vikar i førskolegruppen en dag. Jeg kendte en del til børnene, da jeg var ofte var vikar for dem. Jeg kendte derfor en masse til børnenes forskellige kompetencer og udfordringer, og hvor jeg skulle være på vagt overfor konflikter. Der var især fokus på et tvillingpar, to drenge, som begge havde svært ved at indgå i børnegruppen, og derfor var involveret i en del konflikter.

På dagen skulle vi i hallen, for at børnene kunne få brugt noget energi ved at spille noget bold og generelt bare lege frit. Der var ikke de store konflikter i hallen og børnene opførte sig generelt godt og legede fint med hinanden. Da haltiden var slut, skulle børnene have sko på igen, og gik derfor ud i omklædningsrummet for at tage dem på. Pludselig kom en lille pige løbende grædende ud fra omklædningsrummet og jeg spurgte hvad der dog var sket. Hun fortalte at én af tvillingerne havde smidt hendes sko i toilettet og at den derfor var gennemblødt. Dette blev konfronteret med den skyldige tvilling, som bekræftede at han havde smidt skoen i toilettet. Og da han ofte var involveret i konflikter, havde teamet i førskolegruppen set sig nødsaget til, at hans straf for det meste skulle være en ”timeout” i sofaen i klassen. Så han blev placeret i sofaen alene og skulle hér tænke over hvad han havde gjort, uden at kunne deltage i de andre børns aktiviteter.

Men selvom jeg ikke var en del af deres team, og blot var vikar, kunne jeg alligevel ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved denne ”timeout” i sofaen. ”Hvorfor tager I ikke en snak med ham?” tænkte jeg. Det fik jeg aldrig et endegyldigt svar på. Men da jeg ofte var vikar i gruppen, og havde fået et godt forhold til børnene, og især til tvillingerne, tænkte jeg at jeg kunne snakke lidt med ham. Så derfor satte jeg mig over til tvillingen, som sad og var ked af, at han ikke måtte være med i de andres aktiviteter. Så jeg tog en snak med ham, om hvad han havde gjort, hvorfor han havde gjort det og det endte med at han gav en undskyldning til pigen, hvis sko han havde smidt i toilettet, og hun tilgav ham og tilbød ham at han kunne være med i deres aktivitet.

Det er en af de oplevelse jeg har haft, hvor jeg mest har kunnet bruge den erfaring jeg har fået gennem 2 år som medhjælper. Blandt andet har jeg fundet ud af, at jeg måske har et andet syn på nogle af de ting der gør én til en god pædagog, end nogen af de pædagoger jeg har arbejdet sammen med.